1235

Mandag den 2. august går startskuddet til fodboldskolerne i Snekkersten

SIF Nyheder
2. august 2010 - 08:26 af: Michael Møllgaard Nielsen



ca. 200 børn og unge, drenge og piger i alderen 5 - 15 år + 30 trænere/ledere tager hul på de 3 fodboldskoler, med masser af motion, sjov og ikke mindst mulighed for at lære de sidste nye finter og driblinger på Snekkersten Idrætscenter, hvor DGI/Nike fodboldskolen med Snekkersten fodbold som arrangør afvikles.


200 børn og unge, piger og drenge deltager i en helt lille fodboldfestival i Snekkersten Idrætsforening, når der afvikles fodboldskole/-camp og mikrofodboldskole i august måned.
Foto: Steen A. Sørensen

"Det er 12 år i træk at vi laver fodboldskole i Snekkersten. Faktisk er ugen starten på en helt lille fodboldfestival i Snekkersten, idet fodboldskolerne består af en fodboldcamp, en fodboldskole og en mikrofodboldskole målrettet de forskellige årgange", fortæller Michael Møllgaard Nielsen.

"Mikrofodboldskolen for de mindste spillere afvikles i den sidste weekend i august, 28 - 29. august".

Primært drenge og piger blandt Snekkersten fodbolds egne 600 medlemmer er deltagere på fodboldskolen - men der er også blevet plads til børn og unge fra andre klubber i kommunen på fodboldskolerne.

På alle tre fodboldskoler er der frugt til alle spillere 2 gange om dagen, og midt på dagen serveres der en lækker frokostbuffet med mere. Maden leveres af cafeen i Snekkersten Idrætscenter - og den står på sund mad for de unge fodboldtalenter!

De fleste fodboldskoler afvikles som bekendt i den første uge af skolernes sommerferie, men skolernes sommerferie strækker sig nu om dage helt hen til medio august - og i Snekkersten har man valgt at bruge denne sidste uge i skolernes sommerferie til fodboldskolen.

"Og tilmeldingen har som sagt ikke fejlet noget - vi er den eneste klub med FodboldCamp i kommunen. På campen er der overnatning", fortæller Frank S. Jensen, som er ansvarlig for fodboldskolerne i Snekkersten. "Mange forældre er startet på arbejde og på den måde er dette tilbud en fin måde at få tingene til at hænge sammen".

"Og sportsligt er det helt suverænt for vore trænere, som har spillerne i en hel uge til træning. Turneringsstarten er lige om hjørnet, og vi fornemmer klart at det er nogle fodboldsultne børn og unge, som vi har med at gøre, som glæder sig til at komme i gang med træning og kampe. Det har vist sig ikke at være et dårligt sats" fortæller Frank S. Jensen.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar