De mange penge fra Spar Nord fonden blev uddelt i forbindelse med et foredrag for drengene og deres forældre, der drejede sig om "Life Skills". Det er Anders Mikkelsen (t.h.) bankrådsmedlem i Spar Nord og indehaver af Ønskebørn i Helsingør, som giver beløbet videre til Birger Nielsen, medlem af den gruppe, som arbejder med at fastholde de mange unge i fodboldklubben i Snekkersten.

Foto: Steen Agerskov Sørensen
"Dansk Boldspil Union (DBU) har statistisk gennem mange år kunnet registrere et stort frafald i den nævnte aldersgruppe. Dette understøttes af diverse rapporter, som fortæller om, hvorfor unge mennesker stopper til fodbold. Mere konkret viser undersøgelser, at i alderen fra 13-18 år falder 83 procent af spillerne fra", fortæller Michael Møllgaard Nielsen, fodboldformand i Snekkersten Idrætsforening.
"Dette frafald har vi i fodboldafdelingen i Snekkersten også haft tæt inde på livet. En kontakt til de nævnte spillere har vist, at mange ikke kun stopper med at spille fodbold men ophører med at dyrke idræt i det hele taget."
"Med næsten 600 fodboldspillere står vi i Snekkersten nu med en række store årgange på omkring 40 spillere (1995-), som vil følge det nævnte mønster, hvis vi ikke konkret iværksætter forskellige tiltag for at fastholde denne ungdomsgruppe", fortæller Michael Møllgaard videre.
"Vi har derfor valgt at gøre noget ekstraordinært ved denne problemstilling og har iværksat et projekt: "Hold da helt fast", der har som mål at afdække, hvorfor spillere i 12 - 18 års alderen i Snekkersten stopper og hvad der skal til for at fastholde dem".
Med udgangspunkt i tesen: "at aktiviteter rekrutterer spillere og relationer fastholder spillere.", vil vi bl.a. forsøge at give nogle bud på, hvorledes man kan mindske frafaldet i aldersgruppen.
"Spar Nord Fondens tilskud på 15.000 kroner er et skulderklap til de frivillige i fodboldafdelingen i Snekkersten, som har igangsat projektet og ikke mindst en økonomisk saltvandsindsprøjtning, som gør at projektet er godt på vej", slutter Michael Møllgaard.
"Når Spar Nord Fonden har valgt at støtte op om dette projekt, er det blandt andet fordi projektet er i fuld tråd med Fondens vision", fortæller Piet Petersen, Spar Nord Helsingør. "Hold da helt fast" projektet virker som et yderst relevant og spændende projekt, som skal være med til at undersøge, hvad der skal til for at fastholde de unge spillere. Spar Nord Fonden har i 2010 en uddelingsramme på 15 mio. kr. og selv om vi får mange ansøgninger vil vi gerne have endnu flere", siger Piet Petersen.
De mange penge blev i øvrigt uddelt i forbindelse med et foredrag af Carsten Hviid Hansen for de mange drenge og deres forældre. Et foredrag med overskriften, "Life Skills", der handlede om, hvordan man får styr på tingene i en alder med nye indtryk og muligheder, og hvor der er skole, kærester, arbejde og fodbold - og ikke mindst nogle irriterende forældre!
Foredraget er det andet i en række på tre, hvor det første har handlet om at spise rigtigt, når man dyrker sport - og hvor det sidste har fokus på den rigtige fysiske træning for aldersgruppen.