Året træner 2015
Årets Træner og Leder 2015 blev Peter Sørensen.
I forbindelse med julefrokosten 2015 for trænere og ledere i fodboldafdelingen blev der uddelt priser for årets træner/leder og årets forælder.
Peter kom til Snekkersten for 6-7 år siden, som spiller på vores seniorhold. Da der manglede
ledere i seniorafdelingen tilbød Peter sin assistance, og har siden være træner for rigtigt mange af klubbens senior og ungdomshold, samtidig med at han selv har spillet på flere af holdene.
Peter vil rigtig gerne gøre tingene helt korrekt og har derfor løbende taget træneruddannelse. Peter er faktisk den træner, der de sidste 4-5 år har været på flest trænerkurser. Har i dag B2 og M1 trænerlicens, ligesom han har FCN’s træneruddannelse, og har været i coaching forløb i både DBU og FC Nordsjælland.
Peter har i gennem alle årene bakket massivt op om klubbens arrangementer, og har altid hjulpet til på den ene eller anden måde, samtidig med at han også selv har fået spillere og venner til at hjælpe til ved arrangementerne.
Peter er en fyr, der vil det bedste for alle. Han har i gennem årene samlet adskillige spillere op, som af den ene eller anden grund var stoppet til fodbold, og for nogles vedkommende måske var kom-met ind i en lidt skæv livsbane. I hans øjne skal alle behandles lige, uanset om man spiller på 1 eller 4 holdet, og derfor har han altid løftet en stor opgave for sekunda holdene, som måske ikke havde den store opbakning udefra.
Peter er uden tvivl den træner, som har trænet flest hold i Snekkersten på kortest tid. Sidste år med 3 hold: U19, HS3 og HS4. Det har været noget af en kalenderøvelse at få kampe planlagt og afviklet, så han kunne være med til alle kampe. Meget er dog blevet løst ved f.eks. at proppe alle spillere ind i minibussen efter kamp på udebane, drøne hjem til Snekkersten, hvor spillerne så kunne klæde om og han så kunne nå taktikmødet til holdet, som skulle spille i Snekkersten. I efteråret har han været Cheftræner for U19 Øst 2 og HS2.
Peter er efter forlydende blevet headhuntet til en ny klub i 2016, hvor han måske kan få noget ny inspiration til sin trænergerning. Vi håber dog vi stadig ser ham spille på nogle af holdene i SIF, og han skal altid være velkommen tilbage som træner i Snekkersten.